Det finske sprogs ordklasser opdeles grundlæggende i to hovedtyper: bøjelige ord (taivutettavat sanat) og ubøjelige ord (taivuttamattomat sanat).
Denne kategorisering er et centralt træk ved finsk morfologi og danner grundlaget for, hvordan ord indgår i syntaktiske strukturer.
De bøjelige ord omfatter især de nominale ordklasser (substantiver, adjektiver, pronominer og talord) samt verberne, mens de ubøjelige ord omfatter adverbier, postpositioner, konjunktioner, partikler og interjektioner.
1 nominit
Begrebet nominer dækker de ordklasser, der bøjes i kasus og tal – altså substantiver, adjektiver, pronominer og i visse tilfælde talord. Finsk er et kasussprog med omkring 15 kasus, og denne bøjning udtrykker syntaktiske relationer, som på dansk markeres med præpositioner.
Substantiivit
Substantiver (navneord) betegner personer, ting, steder og abstrakte begreber. De bøjes efter:
-
Kasus (f.eks. egefald, sted, retning og transformation)
-
Tal (ental og flertal)
adjektiivit
Adjektiver (tillægsord) kongruerer med det substantiv, de beskriver, i både kasus og tal. De kan desuden gradbøjes.
-
kaunis talo – “et smukt hus”
-
kauniissa talossa – “i det smukke hus”
-
kauniimpi – “smukkere”
numeraalit
Numeralier (talord) kan fungere som selvstændige nominer eller som bestemmelser. De kan i nogle tilfælde bøjes.
-
yksi – “en”
-
yhdessä talossa – “i ét hus”
pronominit
Pronominer fungerer som stedfortrædere for substantiver og bøjes i kasus og tal.
-
minä – “jeg”
-
minut – “mig”
-
minulla – “jeg har”
2 morfologi
Morfologi beskæftiger sig med ordets opbygning og bøjning. Ordet morfologi stammer fra det græske
morphē (μορφή) = “form” og -logiā = “læren om”. Med andre ord kan vi sige, at morfologi er “læren om ords former”.
Under morfologien behandles ordklasser, der bøjes efter verbalmorfologiske kategorier (som person, tid og modus), samt de ubøjelige ordklasser, der ikke ændrer form.
verbit
Verberne (udsagnsord) er en central del af finsk morfologi. De bøjes efter:
Person og tal (minä puhun – jeg taler; he puhuvat – de taler)
Tid (puhun – nutid; puhuin – datid)
Modus (indikativ, konditionalis, imperativ, potentialis)
Diatese (aktiv og passiv)
-
minä puhun – “jeg taler” (nutid)
-
hän puhui – “han/hun talte” (datid)
-
puhutaan – “der tales” (passiv)
ubøjelige ordklasser
De ubøjelige ord har ingen morfologiske endelser og ændrer ikke form. De udgør en vigtig del af sætningsstrukturen og udtrykker typisk relationer, tid, måde, logiske forbindelser eller holdninger.
adverbit
Adverbier (biord) beskriver tid, sted, måde eller grad.
Adverbierne er ubøjelige eller kun delvis bøjelige.
-
nyt – “nu”
-
myös – “også”
-
hyvin – “godt”
postpositiot
Postpositioner (forholdsord) står efter substantivet og bruges i stedet for præpositioner.
De forbindes med et kasus, ofte genitiv eller partitiivi.
-
talon takana – “bag huset”
-
taloa vasten – “imod huset”
konjunktiot
Konjunktioner forbinder ord eller sætninger.
-
ja – “og”
-
mutta – “men”
-
koska – “fordi”
partikkelit
Partikler (småord) med grammatisk eller pragmatisk funktion; kan udtrykke negation, spørgsmål eller holdning.
-
ei – “ikke”
-
onko/kö – spørgepartikel
-
onhan – bekræftende eller modererende partikel (“jo”, “da”)
interjektiot
Interjektioner (udråbsord) udtrykker spontan reaktion.
-
hei! – “hej!”
-
voi! – “åh!”
-
huh! – “puha!”